See, Heden hist og her sig høiner,
Men Lyng og Lyng og Lyng man øiner;
Hver grønlig Plet gjør Hjertet glad,
Skjøndt Græsset ligner Andemad.
Saa tungt i Sandet Vognen gaaer,
Og Lyngen ind mod Hjulet slaaer;
To Smaa-Børn vogte Faar ved Veien,
Hør, Drengen blæser paa Skalmeien,
Imedens fromt hans Søsterlil,
En Psalme synger os dertil.
Hun ogsaa andre Viser veed,
Selv den, om: „Roat, som faldt ned’ –
— Men tys! hvem er det som sig nærmer?
Det er’ Nomade-Folk, som sværmer;
Zigeunere de er’ paa Tydsk,
Men kaldes Kjeltringer paa Jydsk.
See, Konen her er ikke styg!
Hun bærer Vuggen paa sin Ryg;
Den Lille sover der og drømmer,
Skjøndt Regnen over Vuggen strømmer;
De andre Unger ved Siden gaae,
De tradske godt, skjøndt de er’ smaae.
Hvem veed —? Selv Tanken gjør saa godt;
Maaskee jeg her — skjøndt Alt er graat,
Skal deres Preciosa møde,
Den fine, line, søde, bløde!
Hvor er hiin Sol paa Hedens Nat?
Mon hun er alt i Hullet sat?