Saa deiligt man da hinanden forstod
Fra Syd til det yderste Norden.
De Ord er’ tidt sagt; men reis Du dog
Til Andalusiens Dale;
Der er et eneste fælles Sprog,
Øine og Pulse det tale.
Similar Posts
Modtag et Træ, der fuldt med Roser groer,
Og seer Du her den fine, spæde Knop,Den tyder Blomst, som Tiden ruller op;Ja, den oprulle Dig et Rosenrige,Du sjæleskjønne, kjære, fromme Pige!Veninder kysse Dig, ej unge blot,Den ældste med! Gud give Dig alt Godt!
For med Visitkaart ei at staae tilskamme
Tillad, jeg sender mit, sat i en Ramme.
To brune Øine jeg nyelig saae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; –Jeg glemmer det aldrig i Evighed!Min Tanke er et mægtigt Fjeld,Der over Himlene gaaer;Mit Hjerte er et Hav saa dybt,Hvor Bølge mod Bølge slaaer.Og Fjeldet løfter Dit BilledHøit over Himlenes Blaae,Men selv Du lever i Hjertet,Hvor dybe Brændinger gaae.Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,Da vandt jeg atter…
‘Tredje Reeb ind! – – Op at beslaae Mersseilet! –
*Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.Den Første.Her November har sin Throne,Hvilken deilig Dandseplads!Storm og Hav er vort Orchester.Hør dog, hvilket lystigt Stykke!Mine Been er Hvirvel-Vinde;Kom, imens de Andre sladdreOm de natlige Bedrifter.Den Anden.Dette Sted især…
Hvor Holberg bygged’ ved Sø og Skov,
Han træller for Livet, for Viv og Smaae,Høit Lærkerne over hans Hoved slaae:„Paa Jorden er Skjalden en fattig Mand,Skjøndt Aanden har givet ham Skov og Land,Hvert Straa har Blomster, hvert Træ har Frugt,Det voxer til Danmarks Ære smukt.’Thi qviddrer den Smaafugl for ham paa Vang,Men alt, hvad den har, er jo kun — en Sang.