Da en Gang Blomsterne Dig saae
Da græd de med, og store, smaaBlev alle til en Kilde.Her har Du Lidt fra Kildens Væld;Det hentet blev i Juleqvæld.
Hans Christian Andersen 2
Vers og Smør ei passe sammen,
Midt i Kanden Digter-Flammen,Som en Juleblomst skal staae.
Som Englene det Jordiske bortbære
Vor Tro paa Gud den Fjederham vil væreDer løfter op, hvor ingen Skygger naae.„En Stjerne mellem Stjerner er vor Klode’;Guds Villie altid skeer, den er det Gode,Det Bedste for hver Enkelt udi Vrimlen;Os Børn — vort Juletræ er Stjernehimlen.
Velkommen! Træd kun ind, Du unge Pige!
Her synge, tale Blomster, Træer og Dyr.Vort Jordliv her er selv et Eventyr.
Din Vuggegænge blev sat i Gang,
Men Arnen, hvor Dit Huusliv groer,Er under Bøgen frisk og storI Danevang. Led Sønnens Haand,Mens over ham gaaer Sangens Aand,At han dit Navn i sit maa skjæreI Træets Bark, til Slægtens Ære.
Ak, hvor romantisk smiler dog det Bjælkehuus i Dalen!
Og midt derinde er et Baal, saa lysteligt det luer,Melodisk drypper Soden ned fra Loftets hvalte Buer.Imedens Røgen bølger frit om Bjælkerne derinde,Rundtom et Bryggerkar med Øl, sig leirer Mand og Qvinde.Ja det er Oldtids brede Børn det seer man paa Figuren,Og de er’ alle klædt’ i Skind, der lugte af Naturen.Hver gnaver paa et…
Jeg har en Angst som aldrig før,
Og maatte ind og styrte nedI Mørke og i Eensomhed;Jeg drives frem med Stormens Hast,O Herre, Herre, hold mig fast!Alt Ondt i mig det kom fra mig,Hvad Godt jeg gjorde kom fra Dig;De Andres Skyld jeg nok opskrevMen ei mit eget Skyldner-Brev;Hvor har jeg for mig selv hver DagBesmykket godt min egen Sag.Jeg trædes skal…
Hvor Bøgen helder sin friske Green
En Havfrue staaer paa tangklædte SteenOg synger i Aftenens Stille.See, Havbørn smaa mere ude fra LandSig boltre i Tact efter Sangen;Det klinger med Glasklokke-Klangen,Hver Gang de kløve det klare Vand.Den Havfrue kjæmmer sit lange Haar,Og Perlerne rigt falde fra det som Draaber;Den Sømand det seer, forude han staaer,Hans unge Hjerte paa Livet haaber;Den Havfrue er…
Som i en Søvn ligger Luften og Havet,
Kun døsigt svulmer Fladen og synker igjen;En enkelt Luftning gaaer, som en Skygge,Over de slappe, hængende Segl;Men den hvidgraae MaageFlyver i Kredse om SkibetOg med hæse Skrig den fortællerHvad Dybet nu drømmer. –En Kastevind griber i Seilet,Med Larmen det svulmer, men synker døsigt igjen,Som den trætte Vandrer,Der kaldes ved Midnat fra Leiet,Vaagner, men sover atter…