I kjære Minder lyser den saa klart
Og siger: „Her er godt ved Danmarks Strande’.
Der blev jeg hjemme mangen Sommerdag
Og naar ved Juul de hvide Bier sværmed;
Der milde Øine, ærligt Hjertelag
Den hyggelige, kjære Arne skjærmed.
Og der — det veed jeg — ved dens Arnes Fyr
Med Hjertet hører man mit Eventyr.
Skrabed’ tilblods kun som Potteskaar,Saa der stod Ar til de seneste Aar,Mærker herom, saa dybe og stærke:Verset her, — det er ogsaa et Mærke!
Den havde den Skjæbne, den aldrig vil døe,Med Dig vil det samme vist hænde.
O, hør dog paa ham stille!— Du viste os, at Hjertet var fuldt af Melodie.
O Danmark, hvor har Du dog bitterligt lidt,Blod er flydt, og Blod er at græde!I forrige Krig, da Soldaten kom hjem,Stor Festlighed Byerne gjorde,Fra Husene hængte man Danebrog frem,Stod med Sange og Æresporte.Nu kommer Du hjem uden Hurra og Sang.Og dog: Du holdt ud, maatte lideLangt mere i Danmarks Kamp denne Gang,End Mange betænke og…
Nu er Du bleg og kold og død,Vi kan Dig aldrig glemme.Hvert Aar naar Julen kommer nær,Og Alt er Barne-Glæde,Vi pynte Dig ei grønne Træer,Vi mindes Dig — og græde!
— Over Land og Sø og BugtSkinner Sommersolen smukt!Himlen er blaa,Fuglene slaae,Alle Smaa-Blomsterne høre derpaa.
