I kjære Minder lyser den saa klart
Og siger: „Her er godt ved Danmarks Strande’.
Der blev jeg hjemme mangen Sommerdag
Og naar ved Juul de hvide Bier sværmed;
Der milde Øine, ærligt Hjertelag
Den hyggelige, kjære Arne skjærmed.
Og der — det veed jeg — ved dens Arnes Fyr
Med Hjertet hører man mit Eventyr.
Lucie og Edgar af RavenswoodGaae svævende frem i vore Tanker;De stige fra Borgens faldne Muur,Hvor Tidslen groer, og hvor Maagen skrigerRundt om den store, den frie Natur,Og Havet, som synker, og Havet, som stiger!Fortæl, du Plet, om de elskende To:Skotlands Julie og Romeo.
Og dette skal mig hendes Tab erstatte?Ak, Venskab end paa Underværker troer!
Men i mit Hjerte Digter-Flammen brændte;Den drev mig modigt frem i Verdens-Vrimlen,Skjøndt kun jeg eied’ Den og Gud i Himlen.*Til Danmarks Konge ledte de min Fod,Jeg følte kun, jeg hos en Fader stod,Der gav mit Hjerte Mod, min Tanke Vinger. –Og Faderhjertet trygt min Sang jeg bringer;Jeg seer ei Thronen, hvor jeg knæler ned,Men i…
En Bøgeskov, det aabne Hav,Og Danmark er fremstillet.Men selv i Lykkens bedste HjemKan Mindets Taare perle frem,Den har langt bedre Billed.Det ud fra Barnehjerte sprang,Med Solskin og med Barnesang,Selv mindste Blomst maa ligne.Sligt Hjertet kun kan aande hen,Det tegnes ei med Blæk og Pen.— Gud glæde Dig, Fyrstinde!
— Gid hver en Digter var saameget Philosoph,Som denne Philosoph har viist, at han er Digter.
